Vegetabilsk garvet analinlæder

Fredericia Lædergruppe 2




FØR BRUG
Når møblet er nyt, skal ingen form for behandling udføres.

DAGLIG RENGØRING
Aftør med en meget blød, tør klud for daglig rengøring. I tilfælde af småpletter kan anvendes en meget blød klud som er hårdt opvredet i vand, der først er kogt og siden kølet ned til stuetemperatur.
Det er ofte bedre at efterlade små pletter, og lade dem udviskes med tiden frem for at prøve at fjerne dem (fx et mærke fra en kuglepen). Hvis der tabes væsker på sofaen skal hele læderoverfladen straks aftørres med en meget blød klud, der er hårdt opvredet i koldt vand.

GENNEMGRIBENDE RENGØRING OG VEDLIGEHOLDELSE
Hvis det er absolut nødvendigt kan snavsede pletter fjernes med en mild sæbevandsopløsning. Vent minimum 6 måneder efter levering af møblet, før brugen af sæbevand. Bland ¼ DL rene hvide sæbespåner i 3L kogt og nedkølet eller demineraliseret vand. Efter påførsel af sæbevand aftørres hele møblet med en meget blød tør klud hårdt opvredet i rent vand. Aftør løse hynder separat og vær opmærksom på, at hele flader skal dækkes, for at undgå skjolder. Herefter poleres overfladerne tørre med en meget blød, tør klud. Vær opmærksom på aldrig at gennemvæde møblet, da vand forårsager udtørring.

Advarsel: Læder uden overfladebehandling skal aldrig tilføres fedt (lædercreme) på grund af risikoen for skjolder. Sulfo og kemiske rengøringsmidler må under ingen omstændigheder bruges på møbellæder.

Læder med overfladebehandling
(Semi-anilin, coated)

Fredericia lædergruppe 1 og lædergruppe 0




FØR BRUG
Når møblet er nyt, skal ingen form for behandling udføres.

DAGLIG RENGØRING
For daglig rengøring aftør med en meget blød tør klud, eller en meget blød klud, der er hårdt opvredet i vand. I tilfælde af pletter og kraftig snavs, brug da en mild sæbevandsopløsning (1/4 DL sæbespåner til 3 L vand som er kogt og nedkølet til lunkent). Vær i alle tilfælde opmærksom på at dække hele flader for at undgå skjolder.

VEDLIGEHOLDELSE
Afvask møblet en gang årligt i den milde sæbespåneopløsning, som er beskrevet ovenfor. En mindre mængde læderfedt kan tilføres, men ikke mere end én gang årligt. Brug læderfedt eller en farveløs, lugtfri naturlig olie.


Advarsel: For hyppig anvendelse af sæbespåner i kombination med overfladebehandlet læder vil ødelægge overfladebeskyttelsen. Til forskel herfra ødelægger rent vand ikke læderet men tilfører fugt, og hjælper læderet med at bevare elasticiteten i mange år. Vær dog opmærksom på aldrig at gennemvæde møblet, da dette kan forårsage skjolder og udtørring af læderet.

For meget læderfedt kan løsne læderets struktur og forårsage at dets slidstyrke svækkes.
Sulfo og kemiske rengøringsmidler må under ingen omstændigheder bruges på møbellæder.