Find forhandler

Maria Bruun på Bruno Mathsson Design Residency

Træet er mere end bare et materiale i Maria Bruuns univers. Hver kurve og hver samling fortæller om respekt for træets historie og om en nysgerrighed efter, hvad det kan blive til. Netop denne evne til at forene håndværkets funktionalitet med en poetisk sensibilitet har gjort hende til en af Danmarks mest markante møbeldesignere i vor tid. 

I år fik den prisvindende designer og Head of Design hos Fredericia Furniture en enestående mulighed for at fordybe sig i sit håndværk: Hun blev udvalgt til Bruno Mathsson Design Residency, en af de mest prestigefyldte hædersbevisninger i den nordiske møbelbranche. Residency-programmet hylder fremragende designere og ærer den svenske møbel- og arkitektlegende Bruno Mathsson (1907–1988). Juryen fremhævede Bruuns evne til at forene funktion og poesi – en sans for design, der på mange måder spejler Mathssons tilgang. 

Sommerens residency førte hende til Mathssons ikoniske hus fra 1955 i Värnamo, opført til Sven Lundh, grundlægger af Vandalorum Museum for Kunst og Design. Her fordybede hun sig i Mathssons arkiv og udforskede regionens rige møbel- og håndværkstradition. 

I samtalen herunder reflekterer Bruun over opholdet som en inspirationskilde, over det fælles DNA i dansk og svensk design - og over, hvad det vil sige at skabe en arv for kommende generationer. 

Det føltes som at træde ind i et sind lige så meget som i et hjem. Arkitekturen bærer fuldt præg af Mathssons vision; alt er intentionelt, koreograferet og dybt fysisk.

Maria Bruun


Hvad var dit allerførste indtryk, da du trådte ind i Mathsson-huset?

MARIA: Det føltes som at træde ind i et sind lige så meget som i et hjem. Arkitekturen bærer fuldt præg af Mathssons vision; alt er intentionelt, koreograferet og dybt fysisk. Jeg har tidligere haft privilegiet at opleve et residency i Utzons Can Lis på Mallorca, og i begge huse mærker man den samme følelse af at blive omsluttet af en designers fulde vision. Først kan det virke næsten irrationelt, men gradvist forstår man, hvor fuldstændigt orkestreret det hele er.

Hvordan ændrede det at leve i hans arkitektur din forståelse af Mathssons arbejde?
MARIA: At bo der gav mig en kropslig forståelse af hans tankegang. Hans møbler og arkitektur skal ikke kun ses, men opleves, mærkes og leves. Pludselig er arkivet ikke længere bare bøger og skitser, men en levende, rumlig erfaring. Det gav mig en dybere historisk forståelse, som igen skærpede min opfattelse af nutiden. At fordybe sig i et sådant rum minder én om, at design altid er en dialog: mellem fortid og nutid, mellem menneske og materiale.

Udviklede du nogle daglige ritualer i huset, der prægede din oplevelse?
MARIA: Ja, morgenerne ved den store glasfacade blev hurtigt essentielle. At følge lysets skiften gjorde mig opmærksom på, at Mathsson ikke kun designede objekter, men hele atmosfærer. Det var et lille, stille ritual, men det forankrede mig og fik huset til at føles næsten levende. Over tid blev hans intention tydelig: hvordan ude og inde flyder sammen, og hvordan husets forskellige zoner er arrangeret til enten refleksion, pause eller samvær.  

Stuen åbner direkte mod haven, mens lænestolen vender den modsatte vej – ryggen mod lys og natur, men med udsigt til den store biblioteksvæg. Sådanne detaljer fik huset til at guide mig nænsomt ind i forskellige måder at være på.

Var der et særligt objekt, en detalje eller et hjørne i huset, som tændte en ny idé hos dig?
MARIA: J
eg satte mig for at lave klassiske målinger af hans møbler. Det blev en daglig øvelse, næsten som at være møbelstuderende igen, hvor jeg tegnede og noterede ét møbel ad gangen – proportioner, materialer og konstruktion. Jeg vendte hjem med en skitsebog fyldt med analyser af en designers ambitiøse tilgang til møbeldesign.

Mest af alt hæftede jeg mig ved en utrolig forfinet dimensionering. Næsten grænsende til det ustabile og dirrende. Noget man sjældent ser i nutidens kommercielle møbelproduktion. 
Jeg blev også fascineret af Mathssons arbejde med modulære elementer, og hvordan han kunne skalere og tilpasse typologier på tværs af forskellige møbler. På den måde skabte han næsten et komplet møbelsystem gennem gentagelse og iteration. Denne tankegang harmonerer stærkt med min egen praksis og blev en betydelig inspirationskilde. 

Hvis jeg skulle fremhæve ét favoritdesign i huset, må det være hans ‘bogkrybbe’fra 1941.  
Det lille objekt indkapsler en appel fra designeren, og en hverdagssituation hos brugeren. En smuk påmindelse om, hvilken betydning design kan have i det daglige liv.

Dit arbejde beskrives ofte som en balance mellem funktionalitet og poesi. Hvordan ser du det i dialog med Bruno Mathssons tilgang?
MARIA: Jeg tror, Mathsson søgte den samme balance. Hans arbejde er funktionelt i den mest menneskelige forstand, men altid med poesi indlejret i en kurves gestus eller i den måde, en stol inviterer kroppen på. Jeg genkender i hans arbejde den samme ambition, som jeg selv stræber efter: at lade materiale og funktion bære en følelsesmæssig resonans.” 

Designeren Børge Mogensen arbejde også med træ på tværs af den svensk-danske grænse. Hvordan ser du i dag samspillet mellem danske designtraditioner og svensk produktionskultur? 
MARIA:
Der er en meget rig dialog. Historisk har danskerne været stærke på konceptuel design-tænkning, mens Sverige har haft en bemærkelsesværdig produktionskultur. Mogensen samarbejdede tæt med svenske producenter, og det krydsfelt berigede begge traditioner. Jeg mener, vi stadig har brug for den udveksling i dag, så de forskellige traditioner kan fortsætte med at inspirere nye muligheder.

Er der elementer i Mathssons arbejdsmetode, der føles særligt relevante for dansk møbeldesign i dag? 
MARIA: Ja, læren om integritet. Mathsson arbejdede med en fuld vision og gik aldrig på kompromis med forbindelsen mellem materiale, funktion og rum. I vores tid hvor tempoet er så højt, føles hans insisteren på sammenhæng og respekt for lokalt håndværk og knowhow særligt presserende.