Q&A med Welling/Ludvik

Fredericia Furniture Fredericia Furniture

Hee Welling og Gudmundur Ludvik står bag udviklingen af Pato-kollektionen, som blev lanceret i 2013 og sidenhen løbende er blevet udvidet med en lang række varianter, der tilgodeser mange forskellige behov. Vi talte med Welling/Ludvik om Pato og deres tilgang til design.

Hvad er jeres designfilosofi?
"Keep it simple" – det er vores mantra. Vi forsøger altid at optimere vores design og skabe en form, der er så tydelig, anvendelig, fremstillingsvenlig og enkel som muligt. Ved at fjerne alle unødvendige dele og detaljer finder vi ind til kernen af det design, som efter vores mening skaber det bedste, mest ærlige og holdbare produkt.

Hvad gør jeres design til noget særligt?
Målet for hvert møbel er, at det skal være enkelt, behageligt og funktionelt med velafbalancerede proportioner. Vores design er baseret på ren funktionalitet og æstetik og er resultatet af grundig research og test for at finde den bedste løsning til den givne situation.

Hvorfor ville I gerne arbejde med Fredericia?
Fredericia har en fantastisk historie, der er baseret på enestående håndværksmæssig kunnen og fokus på detaljer. Efter vores opfattelse tæller Fredericias kollektion nogle af de bedste og mest ærlige møbeldesign, der nogensinde er fremstillet. Lige siden studietiden på Kunstakademiet har vi drømt om at samarbejde med Fredericia – ikke mindst fordi vi deler mange værdier. Det er vores holdning, at det rette match mellem producent og designer løfter kvaliteten af produktet til et endnu højere niveau.

Fredericia Furniture Fredericia Furniture

Hvordan sikrer I et slægtskab mellem Fredericias design-DNA og jeres produktdesign?
Vi deler Fredericias designprincipper i forhold til skønhed, enkelhed og dygtigt håndværk, så vores produktdesign handler om at leve op til vores egne værdier.

Hvad er inspirationen bag produktet?
Vi inspireres af mange ting – nye materialer, fremstillingsteknikker, bæredygtighed og verden omkring os – hvad der virker, og hvad der ikke virker, og hvad der kan gøres bedre. Med Pato ønskede vi at skabe den optimale stol, som passer til enhver lejlighed og ethvert sted. En stol med et enkelt udtryk, men med den bedst mulige komfort, fremstillet af de bedste materialer, med de mest effektive fremstillingsteknikker og i samarbejde med de bedste skandinaviske underleverandører.

Hvor lang har processen været fra den første idé til det færdige produkt?
Den første version af Pato stolen tog omkring 3 år at udvikle – fra den første idé til produktlancering. Takket være succesen med den første stol er Pato nu blevet til en større møbelserie, så det har været en løbende proces siden 2010, og familien vokser stadig. 

Fredericia Furniture Fredericia Furniture

Hvilke kendetegn ved jeres design er I især glade for?
Kanten rundt om Pato skallen giver stolen karakter, og det er en vigtig detalje, da den giver komfort og forhindrer, at kanten "skærer" sig ind i knæ og ryg, når man sidder på stolen. Derudover giver det stolen et præcist og skarpt udtryk. Vi føler heller ikke, at det kunne have været gjort anderledes, fordi æstetik, funktionalitet, håndværksmæssig kvalitet, miljøovervejelser og pris går hånd i hånd, og det gør os meget stolte af Pato stolen.

Hvilken detalje i jeres design var den største udfordring at få frem i selve produktet?
Den største udfordring med Pato familien har været at gøre det muligt for familien at vokse og være bæredygtig med hensyn til både æstetik og holdbarhed. Der dukker hele tiden nye trends op, og miljøet lider under denne smid væk-kultur. I modsætning hertil er der gået en masse overvejelser ind i denne type møbel, og bæredygtighed har været en afgørende faktor i vores arbejde med Pato stolen. En anden udfordring var udgaven med det indbyggede skrivebord og vigtigheden af at integrere den som en del af serien. En stol med skrivebord er ofte svær at stable, men det var vigtigt for os, så vi fortsatte med at udvikle produktet, indtil vi stolt kunne præsentere den stabelbare løsning.

Hvis I skulle beskrive Fredericias design-DNA med tre ord, hvilke ord ville det så være?
Håndværk, kvalitet og ærlighed