Q&A - Rasmus Mogensen og den Spanske Stol

Fredericia Furniture Fredericia Furniture

Børge Mogensens barnebarn Rasmus Mogensen fortale os om deres særlige bånd - Et fælles dybtliggende behov for absolut enkelthed og en ide om at skabe det perfekte.

 

RM:
Jeg har boet i Paris siden jeg var 21 år, så i alt 23 år indtil videre. Jeg har villet være fotograf, lige siden jeg som 8-årig havde fotografi som fag i skolen. Jeg tror egentlig ikke, at jeg er et særligt talent, men har blot formået at arbejde mig frem til et vist niveau, og via min danske kulturarv har jeg haft en bestemt smag med mig. Om det så er godt eller skidt, må andre vurdere. For sådan en arv kan jo også være en klods om benet, når man tror, at man ved, hvad der er smukt eller grimt.

Det er noget som jeg kæmper meget med i disse år. At slippe at være perfektionist i en verden, som jo så åbenlyst ikke er perfekt, for dermed at give plads til hjerte, til kaos. Jeg voksede op i en ret kaotisk familie, og fandt som dreng en stor glæde ved at have en ramme, som jeg kunne sætte verden ind i; få tingene sat i system, lige linjer, rene kompositioner og så videre.

En morgen for omkring 8 år siden kom en af mine assistenter og sagde til mig, at han havde siddet og gennemgået flere hundrede af mine billeder, og der ikke var en eneste vertikal eller lodret linje som ikke på millimeteren var snorlige og fuldstændig parallel med kanten af billedet, ikke en.

Denne iagttagelse kom tilbage til mig, da jeg så en film om Børge Mogensen, hvor hans besættelses-lignende tilgang til, hvad jeg altid har syntes, er en meget simpel stol, J39 "folkestolen", blev tydelig. Hans perfektionistiske besættelse af et enkelt helhedsudtrykt, de små detaljer, de perfekt udtænkte vinkler etc. både drev og udmattede ham. Netop der følte jeg et særligt bånd, ja måske en forbandelse, til Børge. Dette dybtliggende behov for absolut enkelthed og en ide om at skabe det perfekte. Jeg er ret sikker på, at denne ihærdige søgen efter noget som dybest set ikke eksisterer her på jorden, har været en medvirkende faktor til min farfars frustration og vildskab.

Fredericia Furniture Fredericia Furniture

Hvilken betydning har Børge Mogensen haft for dit liv – både privat og professionelt?
Jeg oplever, at Børge og alt det han har opnået, påvirker mange generationer i en familie på godt og ondt. Uden at gå alt for meget i detaljer, så lad os bare sige, at der med geniet i ham fulgte et vist mørke, og at dette mørke på mange måder også har påvirket mit liv. Derudover har Børge også tilføjet meget smukt, meget kultur, meget kvalitet.

Børge Mogensens design er karakteriseret ved funktionalitet, klare linjer og et naturligt materialevalg – altid med udgangspunkt i det hele menneske. Hvordan kan du kan relatere til det i dit job?
Mit job, eller rettere sagt min passion, er at skabe illusioner, at skabe en virkelighed på papir, som ikke nødvendigvis eksisterer. At give mit syn på, hvad der befinder sig foran mit kamera, være det en smuk kvinde, et barn, en stol, hvad som helst. Børges job, eller passion, var at skabe noget meget konkret på basis af noget, der tog sit udspring i hans sind.

Forskellen på hans og mit arbejde er, at hvad jeg laver, skal man ’blot’ se på, mens Børges produkter både skal betragtes og reelt bruges, siddes på, spises ved, rykkes rundt på. To ret forskellige ting og dog alligevel ens på mange måder.

Hvilken rolle spiller design i din hverdag?
Design spiller en vigtig rolle i min hverdag. Jeg elsker at komme hjem og bruge mit hjem, sidde i mine møbler, lade hånden glide henover træbordpladen på mit spisebord; og nyde tanken om, at det allerede stod længe før jeg blev født, og stadig vil stå her lang tid efter jeg en dag ikke er her mere, hvis jeg ellers behandler det godt. Kvalitet skal gå hånd i hånd med design, for at det hele giver mening. Og det gør det i værkerne af de fleste store danske mestre. Og det kan man jo kun være stolt af.

Fredericia Furniture Fredericia Furniture

Hvordan har du indrettet dit hjem?
Vi bor i et hus syd for Paris, som vi har indrettet i en eklektisk stil med inspiration fra Skandinavien, Frankrig og USA. Gulvene er dels lagt med sildebensparket i egetræ, dels med fliser a la Versailles i entreen og fliser a la Miami Beach i vinterhaven. Væggene i huset er malet i matte farver fra Farrow and Ball i forskellige blå og hvide nuancer, der skaber en lys og imødekommende atmosfære, som strækker sig lige fra entreen, til værelserne, videre til køkkenet og hele vejen ud i vinterhaven.

De hvide vægge i huset ender nok med at blive gemt bag forskellige tapeter, men nu lever vi lidt i det og lader tingene udvikle sig langsomt og godt. Ellers er vores hjem indrettet med
Børges No1 sofa i blå, et sæt Spanske Stole i naturlæder og andre danske klassikere. Alt sammen i skøn blanding med et par Ikea skabe og en seng eller to.

Den Spanske Stol fyldte 60 år i 2018 – hvilke ord vil du give den med på vejen?
Den Spanske Stol vækker utrolig mange gode minder både fra mit eget hjem, men også fra utallige besøg hjemme hos min farmor. Her har den Spanske Stol altid stået og hver gang jeg sad i den, tænkte jeg på Børge, hans høje idealer, og hvor vigtigt det var for ham at glæde andre med sine værker. Udover at være smukt og anderledes end mange andre stole, så er den nemlig også utrolig komfortabel og praktisk – glasset med æblemost og en lille tallerken med lidt lækkert fandt altid plads på armlænet.

Den Spanske Stol er, hvad den er. Jeg elsker måden, hvorpå læderet er spændt på som en saddel, og jeg elsker at hade dens knirken, når jeg mediterer i den om morgenen. Og det, jeg elsker allermest ved den, er, at den holder for evigt, og at mine børns børn og deres børn en dag vil få glæde af den.

Hvilke minder kan du knytte til
den Spanske Stol og andre af Børge Mogensens møbeldesigns?
Tremmesofaen blev brugt til meget andet end at sidde i! Den blev vendt mod væggen og var så pludselig et fængsel i vores leg. Eller også lagde vi sidestykket helt ned til gulvet, som dermed blev en slags rampe – ja, jeg husker at cykle op i den på min cykel (der satte min mor dog grænsen).

Sofaen står stadig og er således endnu et testamente til min farfars møblers meget høje kvalitet, idet de har overlevet både min søster og jeg samt flere generationer af min farmors hunde, som alle bizart nok hed Snif. Snif længe leve må man sige.