Visuel Hukommelse


 

“Kom bare ind”, siger Mikael Andersen, hvorefter han fuld af entusiasme fortsætter med at fortælle om sin lejlighed, dens tidligere beboere (sølvsmeden Michelsen, hvis monogram pryder ringen omkring dørgrebene), og kunsten, der på bedste vis findes på vægge, gulve og møbler. Hjemmet er lige så imødekommende som galleriejeren og samleren selv.

 


 

Historie af Marie-Louise Høstby




Mikael Andersen åbnede galleriet, der bærer hans navn, i 1987. Først i en baggård længere nede af Bredgade, og siden 1989 på den nuværende adresse i nummer 63. I dag ikke mindre end 250 udstillinger senere er han stadig lige dedikeret i sit arbejde, som da han som kun 15-årig begyndte at samle på litografiske arbejder. Andersen startede sit arbejdsliv som sygeplejerske og drev senere flere restauranter i centrum af København, inden han åbnede galleriet og gjorde sin årelange passionerede hobby til sin levevej.

Omhyggelig er det ord der bedst beskriver Mikael Andersens tilgang til sit arbejde, fra tiden som sygeplejerske, restaurationsejer til gallerist. Han engagerer sig med en utrolig forpligtelse i andre mennesker, og han har storartede relationer til de udstillende kunstnere. Mange af dem har han arbejdet sammen med og udstillet gennem årtier. Andersen begyndte at købe litografier som 15-årig, når hans venner købte tøj. Hans kunsthistoriske viden er omfattende, han har en fabelagtig visuel hukommelse og en særlig evne til at opdage lovende kunstnere. Ofte kan han se en ung kunstners potentiale allerede i arbejder på kunstakademierne. I galleriet er både danske og udenlandske kunstnere repræsenteret, med et særligt fokus på den tyske kunstgruppe fra 1980erne; Die Neuen Wilden. 



" Hans kunsthistoriske viden er omfattende, han har en fabelagtig visuel hukommelse og en særlig evne til at opdage lovende kunstnere. "



En af Mikael Andersens største præstationer i et langt virke har været etableringen af en fond for Sonja Ferlov Mancoba, hendes Sydafrikanske mand Ernest Mancoba og deres søn Wonga Mancobas værker. Forholdet til kunstnerfamilien var både professionelt og privat og går tilbage til begyndelsen af 1980erne. Den internationale anerkendelse af Sonja Ferlov Mancobas værk kulminerede sidst i en udstilling på Centre Pompidou i Paris.

“Hvis du ikke tør satse, er det fordi du ikke tror på det”, ordene er Sonja Ferlov Mancobas og den danske gallerist lever efter dem.




23 år gammel, inden Andersen blev færdiguddannet som sygeplejerske, skulle han have en sofa til sin nye lejlighed i Dragør. Han undersøgte grundigt markedet og fandt, at linjerne i 2333-sofaen tegnet af Børge Mogensen i 1971 for Fredericia i naturlæder og dunfyldte hynder opfyldte hans krav. Sofaens æstetisk enkle udtryk og udsøgte kvalitet passede ind i interiøret, hvor omdrejningspunktet allerede dengang var den voksende kunstsamling. Sofaens patina har gjort den endnu skønnere med tiden, og udover at hynderne har fået nyt fyld, er den gennem årene udelukkende plejet med læderfedt.

Udarbejdelsen af 2333-sofaen markerede afslutningen på Børge Mogensens imponerende kollektion af polstrede lounge-møbler for Fredericia. Mogensen døde året efter, og han efterlod en fantastisk arv af møbelkunst, der passer ind i det moderne interiør. Mogensen boede selv med disse møbler, hvor kunst var en væsentlig del af indretningen.



" Indretningen er fantastisk med møbler tegnet af blandt andre Kaare Klint, Børge Mogensen, Mogens Lassen og Mogens Koch. "



Mikael Andersens lejlighed ligger i en ejendom fra 1847 tegnet af arkitekten Johan Frederik Holm (1803-1877). Holm var konduktør på opførelsen Thorvaldsens Museum og facadens farver refererer til museets farveskala. Rummene er mange og store, og de har en skøn højde og indgiver en god atmosfære. Indretningen er fantastisk med møbler tegnet af blandt andre Kaare Klint, Børge Mogensen, Mogens Lassen og Mogens Koch. Den enkle æstetik komplimenterer bygningens arkitektur fra det 19. århundrede, og rummenes vægfarver er nøje udvalgt af Andersen inspireret af Bertel Thorvaldsen og Jørgen Sonne. De intense nuancer lader hver eneste stue udgøre et helstøbt rum i sig selv, og de understreger samtidig lejlighedens menneskelige skala. De farverige vægge danner baggrund for kunsten i rummene i stærk kontrast til de hele enkle hvide vægge i galleriet -det er en både strålende og overraskende måde at leve med kunst på.




Imponerende er det visuelle udtryk der er skabt i rummet med Børge Mogensen sofaen. Her danner en dybrød farve på væggene baggrund for det enkle interiør og Martin Kippenberger maleriets lyserøde får modspil, der vækker opmærksomhed.

Mikael Andersen er et utroligt gavmildt menneske, han udviser stor tillid overfor sine ansatte og de kunsterne, han arbejder sammen med. Dette er resulteret i opførelsen af et gæstehus i forbindelse til hans sommerhus i Nordsjælland. Huset er tegnet af arkitekten Henning Larsen og rummer både atelier og opholdsarealer. Henning Larsen havde en særlig forståelse for det nordiske lys, hvilket er tydeligt i udarbejdelsen af atelieret.

Mikael Andersens viden rummer også et stort kendskab til kunstnernes arbejdsmetoder, og han stiller sig gerne til rådighed som praktisk assistent under kunstnernes ophold.

Lejligheden og sommerhuset samler historisk arkitektur, beboere med stil, dansk møbelkunst og nutidskunst. Alt dette er i de bedste hænder hos Mikael Andersen, der har et enestående blik for både helheden og detaljen.