Søborg Wood base

Børge Mogensen

Mogensen præsenterede prototypen til Søborg-stolen i 1950. Her forener Mogensen snedkermotiver i massiv træ med moderne formspændt finer. De gavmilde proportioner i ryg og sæde, der fås med eller uden polstring, indbyder til mange timers brug.

Detaljer
Materialer
Vedligeholdelse
Downloads
Projekter
Søborg Wood base
Søborg Wood base - Model 3052
Polstret sæde og ryg  
B: 51 cm
D: 48,5 cm
H: 80 cm
Vægt: 6,5 kg
Cbm: 0.2 cbm
Pcs: 2
Sh: 46,5 cm

Om Kollektionen

Søborg er et moderne design, der bygger bro mellem kontraster: Mellem industrielle og håndværkbaserede motiver, mellem egenskaberne i massivt træ, finer og stål, og mellem et solidt og let udtryk. Alt efter beskuerens vinkel, er Søborg-stolene spinkle eller fyldige i deres fremtoning.

I 1948 deltog Børge Mogensen i MoMa’s internationale designkonkurrence “Low-Cost Furniture” sammen med sin ven Hans J. Wegner. Inspireret af udstillingens mange finerede træmøbler, udførte Mogensen sine første eksperimenter i formspændt finer.

Mogensen præsenterede den første prototype til Søborg-stolen i 1950. Hans intention var at skabe en skalstol, som kunne produceres med tidens nye teknikker. Den afrundede trapezform i sæde og ryg, der er fremstillet i formspændt finer, og det mere traditionelle stel i massiv træ viser, hvordan Mogensen kombinerede kontakten med den internationale modernisme med sin danske designidentitet.

I 1952 udvidede Børge Mogensen Søborg-serien med en version på stålstel. Arbejdet med stål står som en undtagelse i Mogensens produktion, men bearbejdningen af stålet er typisk Mogensen: Ved at gøre benene let koniske bruger Mogensen motiver fra snedkertraditionen i stålet. Søborg-stolene har derfor et udtryk, der både er industrielt og håndværkspræget.

Mogensens kongstanke var, at møbler skal invitere til fri livsudfoldelse. Det ses i Søborg-stolene, der med et diskret design, en stabil konstruktion og gavmilde proportioner indbyder til mange timers brug i restauranter, arbejdspladser, private hjem eller ethvert socialt rum.

Børge Mogensen

Designer

"MIT MÅL ER AT FREM­ BRINGE TING, DER VIL TJENE MENNESKET, PLACERE
MENNESKET I HOVEDROLLEN. I STEDET FOR MED DJÆVLENS VOLD OG MAGT AT FORSØGE, AT TILPASSE MENNESKET TIL TINGENE.”

Børge Mogensen (1914-1972) var en af efterkrigstidens mest indflydelsesrige arkitekter og Fredericias første husdesigner. Han fandt inspiration over hele verden i sin ambition om at skabe brugsgenstande til hverdagen, der kunne holde i generationer. De mest anerkendte møbler fra Mogensens hånd blev skabt under hans samarbejde og venskab med Fredericias direktør Andreas Graversen.

Børge Mogensen var en af de pionerer, der skabte fundamentet for begrebet ”Danish Design”, og som var med til at forme vores forståelse af en særlig dansk retning inden for møbeldesign. Hans livslange ambition var, at skabe enkle og funktionelle møbler i træ, der kunne berige hverdagslivet - både i hjemmet og det offentlige rum.

Børge Mogensens formsprog er bevidst behersket. Han mente, at diskrete møbler bedst skaber en atmosfære af visuel ro. Med en stærk konstruktion og et kompromisløst materialevalg var det hans intention, at møblerne skulle invitere til fri livsudfoldelse. Børge Mogensen er kendt for sin evne til at skabe smukke og originale møbler, der samtidig er rationelle og opfylder strenge produktionskrav. Han betoner lodrette og vandrette linjer og flader med det formål, at opnå visuel klarhed og forenkle produktionen.

Børge Mogensen brugte begrænsningen som kreativt værktøj, men i kraft af sit kunstneriske temperament sprængte han ofte grænserne for sine egne dogmer – dog uden at vende ryggen til sin oprindelige intention med møblerne. Måske derfor fremstår Børge Mogensens design både beskedent og selvbevidst. Han foretrak dog at dyrke sin niche og afveg sjældent fra sine foretrukne materialer: massiv træ, messing, naturlæder og uldtekstiler.

”JEG KAN IKKE SE, AT DER ER GRUND TIL AT GÅ
VIDERE ENDNU. DET MÅ
BLIVE DEN NÆSTE GENERATIONS SAG. VI ER SÅ POKKERS HURTIGE TIL AT SLIPPE TINGENE, INDEN DE ER UD­­­EKSPERIMEN­­TEREDE”

Børge Mogensen var udlært snedker samt møbeldesigner ved Kunsthåndværkerskolen i København før han i 1941 tog eksamen i arkitektur fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Møbelskole, der blev ledet af Kaare Klint. Gennem hele sin karriere forsvarede Børge Mogensen den nøgterne funktionalisme, som var grundlaget for Klint-skolen, men han bidrog også til at udvide traditionen. Til forskel fra Klint, som fremhævede det traditionelle møbelsnedkerhåndværk og bearbejdningen af historiske møbeltyper, lagde Børge Mogensen vægt på at tilpasse sine modeller til et moderne produktionsapparat og den friere og mere uformelle indretningskultur, der opstod i slutningen af 1950’erne.

I 1948 deltog Børge Mogensen i MoMAs internationale møbelkonkurrence ”Low-Cost Furniture”. Inspireret af udstillingen eksperimenterede han efterfølgende med formbøjede finerskaller og spejlede strømninger inden for den internationale modernisme i sin egen designidentitet. Børge Mogensen fandt også inspiration i etnisk kunst, litografier og japanske træsnit, ligesom han ofte moderniserede historiske møbeltyper, sådan som Klint-skolen foreskrev det.

I 1950 forlod Børge Mogensen FDB og etablerede sin egen tegnestue, og i 1952 indledte han et samarbejde med den unge indretningsarkitekt og forretningsmand Andreas Graversen, der i 1955 overtog Fredericia Furniture A/S.

Andreas Graversens overtagelse af Fredericia var starten på mere end blot et professionelt partnerskab med Børge Mogensen. Gennem årene udviklede de to mænd et stærkt venskab drevet af et fælles ønske om at skabe enkle og funktionelle møbler, der var bygget til holde i mange år - både æstetisk og fysisk. Den fælles passion førte ofte til temperamentsfulde sammenstød mellem den påholdende forretningsmand og den ambitiøse designer, men altid baseret på en dyb gensidig respekt.

I Børge Mogensens tid som husdesigner hos Fredericia fra 1955 og frem til hans alt for tidlige død i 1972 nåede han at tegne nogle af sine mest anerkendte designklassikere og en lang række mindre kollektioner, der i dag er eftertragtede på auktioner – ikke som samleobjekter, men til brug i hverdagen – præcis som Børge Mogensen selv ville have ønsket det.

Børge Mogensen modtog Kunstakademiets Eckersberg Medalje i 1950 og C.F. Hansen Medaljen i 1972. I 1971 modtog Børge Mogensen og Andreas Graversen i fællesskab Møbelprisen, og i 1972 blev Børge Mogensen udnævnt til Honorary Royal Designer for Industry ved The Royal Society of Arts i London.

Børge Mogensen blev 58 år gammel.