Børge Mogensens populære J39-stol nu med sædepolstring
Børge Mogensens ikoniske J39-stol har i mere end 75 år været en elsket klassiker verden over. Nu får den en opdatering med et polstret sæde som alternativ til det originale fletsæde af papirgarn. J39 Sædepolstret er inspireret af Mogensens eget design fra 1969 og tilfører designet et nyt udtryk - uden at gå på kompromis med dens tidløse charme.
J39-stolen er et af de fineste eksempler på Børge Mogensens evne til at skabe møbler, der med deres naturlige materialer og eviggyldige formsprog forbliver relevante på tværs af generationer. Med sin enkle, men markante form har stolen opnået ikonstatus inden for dansk design og er internationalt anerkendt som en møbelklassiker. Kendt som ‘Folkestolen’ for sin tilgængelighed og funktionalitet forener J39 æstetik og holdbarhed – en arv, der understreges af den uafbrudte produktion siden lanceringen i 1947.
“ Mit mål er at frembringe ting, der vil tjene mennesket, placere mennesket i hovedrollen. I stedet for med djævlens vold og magt at forsøge at tilpasse mennesket til tingene. ”
Børge Mogensen
Et design genskabt med inspiration fra Mogensens landsted
Den nye J39 med sædepolstring udspringer af en idé fra Børge Mogensen, der i 1969 skabte en prototype, hvor det originale fletsæde var udskiftet med et lærredssæde. Næsten 60 år efter, at Mogensen første gang eksperimenterede med ideen, er hans vision nu blevet til virkelighed.
Stolen med lærredssæde blev skabt med henblik på hans karakterfulde landsted og tegnestue i Lynderup ved Limfjorden. Huset, der stod færdigt i 1969, udstråler en unik stemning skabt af nøje udvalgte materialer og farver i kombination med det bløde lysindfald. Et sted der understøtter Mogensens distinkte æstetik: enkelt, varmt, ærligt og gennemført ned til den mindste detalje. Omgivet af vild og smuk natur med udsigt over fjorden dannede Mogensen et frirum med et uhøjtideligt interiør i dæmpede farver skabt til afslapning og fordybelse.
Fortællinger fra J39-stolens liv
Nye og vintage J39-stole pryder private hjem, restauranter, caféer, institutioner og offentlige rum verden over. Hver stol fortæller en unik historie og rummer en erindring fra sin plads i verden. Udforsk vores samling af de mange fortællinger bag den ikoniske J39-stol.
1 of 5