At skabe de rette rammer – i studiet med Cecilie Manz
Cecilie Manz har ikke den store interesse i at gøre ting mere komplicerede, end de behøver at være. I hendes arbejde går en stor del af indsatsen snarere til at finde det punkt, hvor et objekt føles fuldendt: hvor konstruktionen er logisk, proportionerne sidder rigtigt, og resultatet virker ubesværet.
I forbindelse med lanceringen af Post Lounge Chair møder vi Manz til en samtale om enkelhed, materialer, Japan og den særlige opmærksomhed på ting, der præger både hendes arbejde og hendes studio.
Et særligt fokus på betydning
Post Lounge Chair, det seneste design af Cecilie Manz til Post-kollektionen, er et eksempel på netop det. Designet udspringer af formsproget og tankerne bag Post Chair, men processen viste sig at være mere kompleks end blot at gøre stolen bredere og lavere. “Man kan ikke bare copy-paste den,” siger Manz. “Den nye stol skal blive et selvstændigt objekt med sin egen berettigelse.”
Det, der blev videreført, var en vis direktehed. En ramme i træ danner stolens struktur, mens gjord og en løs hynde tilfører blødhed. Løfter man hynden, er hele konstruktionen synlig og let at forstå. “Der er virkelig ingen hemmeligheder i den stol,” tilføjer Manz. “Der er ingen akavede detaljer gemt nedenunder, og der er meget lidt materiale, som gør noget andet end præcis det, det skal.”
Manz beskriver resultatet som “superenkelt”. Men enkelhed betyder i hendes arbejde ikke at reducere et objekt, til kun det ydre står tilbage. Det er mere praktisk end som så. Betrækket på hynden kan skiftes, og hvis gjorden med årene bliver slap, kan den udskiftes. Stolen er let at forstå, vedligeholde og, når det er nødvendigt, reparere.
Den sparsomme konstruktion gør det samtidig muligt at holde loungestolen usædvanligt let, både fysisk og visuelt. Manz stiller spørgsmålstegn ved forestillingen om, at komfort nødvendigvis kræver volumen. “Det er en misforståelse, at noget skal være stort og eftergiveligt, for at man kan sidde behageligt,” siger hun. Når mål og vinkler er rigtige, er der brug for langt mindre.
Den enkle ramme gav også Manz mulighed for at skrue op for andre elementer. Ud over naturligt læder og hør ønskede hun at “skrue op for farven” på det polstrede sæde, netop fordi der er så lidt af det. “Stolen kan godt bære en del,” siger hun. “Farven får kraft i den her sammenhæng, fordi alt omkring den forbliver meget klart.”
Denne opmærksomhed, hvad et objekt har brug for, præger også selve studiet i København. Manz har en særlig evne til at se noget betydningsfuldt i helt almindelige ting og tillægger dem nogle gange en værdi, som andre let ville overse. Alt i studiet betyder noget for hende. Tingene er blevet gemt, fundet, taget med hjem eller placeret der af en grund. Tilsammen er de en del af de rammer, hun har brug for at arbejde i: et særligt miljø, der er blevet opbygget over tid, hvor tingene omkring hende bærer på associationer, stemninger og idéer.
“Jeg har virkelig mange ting, der betyder meget for mig – det er problemet. Det er både det, man finder på sin vej, og det, man tager med hjem. Jeg tror, jeg har en tendens til at tillægge ting stor værdi. Der er så meget at finde i dem. Måske er det bare sådan, jeg er skruet sammen, men jeg leder altid efter information i ting – eller betydninger eller hvad det nu kan være,” fortæller hun.
Nogle er nyttige, andre har en mindre åbenlys funktion. Der står blandt andet en gammel mursten, som Manz fandt på en strand, hvor den gennem mange år i havet er blevet slebet glat. Den var oprindeligt byggeaffald, men vandet har langsomt forandret både kanter og overflade. Manz samlede den op og beholdt den. Ingen havde haft til hensigt, at den skulle blive smuk, påpeger hun, men for hende var den blevet til en genstand, der var værd at betragte. “Jeg ser information eller betydninger i alle mulige ting,” siger hun.
“ Jeg tror, jeg har en tendens til at tillægge ting stor værdi. Der er så meget at finde i dem. Måske er det bare sådan, jeg er skruet sammen, men jeg leder altid efter information i ting – eller betydninger eller hvad det nu kan være ”
Cecilie Manz
At skabe de rette rammer
Det samme blik og de samme ritualer findes derhjemme. Manz indrømmer, at hun ejer mere end ti træskeer – hvilket hun også erkender, at ingen rigtigt har brug for. De er samlet fra Japan, Marokko, Mexico, Finland og andre steder. Når hun laver mad, kan hun bruge lidt for lang tid på at beslutte, hvilken ske der passer til den pågældende ret. Én har en bedre form til en bestemt opgave, en anden føles bare rigtig i hånden. “Det er en æstetisk fornøjelse for mig,” indrømmer hun.
Tingene er forskellige, men instinktet bag at gemme dem er det samme. Manz interesserer sig for det specifikke: hvorfor én ting fungerer i én situation, hvordan et materiale opfører sig under bestemte forhold, hvad en bestemt proportion muliggør, og hvordan et objekt får betydning gennem brug. Det handler mindre om at lede efter inspiration og mere om at dyrke og fastholde en evne til at være opmærksom.
Den forskel bliver vigtig, da samtalen falder på Japan, som har været en del af Manz’ liv siden barndommen. Hendes forældre, der begge er keramikere, boede i en periode med familien i Arita, der er kendt for sin lange tradition for porcelænsproduktion. Som 18-årig vendte Manz tilbage alene og rejste rundt i landet med en håndfuld adresser i lommen. Efter en længere pause begyndte arbejdet igen at føre hende tilbage, og Japan har i omkring to årtier været en tilbagevendende del af hendes liv.
Hun er dog tilbageholdende med at omsætte disse erfaringer til en enkel fortælling om påvirkning. Der var ikke tale om et bevidst studie af japanske principper, som efterfølgende blev overført til hendes eget arbejde. Processen er mere underbevidst: ting bliver mødt og optaget, og nogle gange genkender man først deres betydning senere.
Hvis hun skal pege på noget, der har sat sig fast, vender hun ikke tilbage til et bestemt formsprog, men til en særlig form for omhu. Når Manz går gennem et almindeligt boligkvarter i Tokyo, kan hun finde på at standse foran et beskedent hus i en lille sidegade. Hun lægger mærke til, hvordan nogen har arrangeret indgangen, eller hvordan en gammel cykel stadig bliver repareret og brugt. “Der er så meget omhu i den måde, folk passer på det, de har,” siger hun. En plante, der mistrives, bliver ikke nødvendigvis straks erstattet, men vandet, støttet og holdt i live. “Man ville aldrig drømme om bare at købe en ny og smide den gamle ud.”
Den samme tilgang ser hun i håndværket. Når hun ser på tekstiler, keramik og hverdagsredskaber, får hun øje på en opfindsomhed, der er formet af begrænsninger. Hvis en håndværker kun havde to farver til rådighed, blev de to farver udnyttet fuldt ud. Hvis en væv kun kunne fremstille stof i en bestemt bredde, blev denne begrænsning en del af måden, det færdige objekt blev skabt på.
Manz bruger ordet nøjsomhed: en idé, der befinder sig et sted mellem sparsommelighed, mådehold og det at få mest muligt ud af det, man har. Men hun er hurtig til at påpege, at det ikke kun er japansk. Lignende vilkår har formet nordiske håndværkstraditioner og den tidlige danske designtradition. “Ressourcerne var ikke uendelige, så materialerne skulle bruges intelligent. Ambitionen var stadig at skabe noget smukt, men uden at det krævede overflod,” siger Manz.
Det er fristende at se Post Lounge Chair gennem den optik. Manz selv ville formentlig modsætte sig en alt for enkel konklusion. Hendes referencer fungerer ikke som et katalog af principper, og tingene omkring hende bliver ikke nødvendigvis til design. De ophober sig snarere: observationer, genstande, minder og små stykker information, som måske – eller måske ikke – dukker op et andet sted.
Måske er det den mest præcise måde at forstå hendes studio på: som et sted, hvor man ser nøje efter og bliver skarpere på, hvad ting rummer.
Oplev andre inspirerende historier
Fra designnyheder til interviews og projekter, er dette nogle af vores mest populære historier i øjeblikket.
1 of 5