Find forhandler

Relancering af Nanna Ditzels poetiske mesterværk, Bænk for To

Nanna Ditzels Bænk for To har altid været mere end bare et møbel. Lige fra den blev præsenteret første gang i 1989, har den med sin skulpturelle form og ukonventionelle tanke indbudt til nysgerrighed og samvær. Nu, mere end 30 år senere, relancerer Fredericia Furniture det ikoniske design i samarbejde med den danske møbelvirksomhed A. Petersen. Bænk for To fremstilles i Danmark og inkluderer foruden den oprindelige, sorte version, også tre nye farver, rød, gul og lyserød, som afspejler Ditzels livslange fascination af dristige farver og udtryksfulde former.

Jeg blev forelsket i den, og det blev begyndelsen på vores æra med Nanna, hvor vi turde skubbe til grænserne for, hvordan møbler kunne laves.

Thomas Graversen, andengenerationsejer af Fredericia Furniture

Bænk for To er et af de klareste eksempler på Ditzels kunstneriske arv. Med dette værk er hun helt inde ved kernen af det, der er umiskendeligt hendes. Skulpturelt, men funktionelt, legende, men jordnært, indbyder møblet til stille dialog og fælles nærvær.

To sæder læner sig forsigtigt mod hinanden. Det grafiske ryglæn med centrerede cirkler igangsat af en enkelt rød prik – opstod på baggrund af en spontan skitse, hvor Ditzel tegnede direkte på prototypen med en tusch. Denne umiddelbarhed blev bevaret i den endelige version i form af et silketryk på 1,5 mm delikat ahorn krydsfinér i flykvalitet. Bænken er delvist inspireret af sommerfuglens lethed og emmer af naturlig ynde og ergonomisk klarhed. Den er fremstillet af massivt ahorntræ og finér og er stadig en teknisk og kunstnerisk bedrift mere end tre årtier efter dens introduktion, hvilket afspejler Ditzels evne til at sætte materialernes æstetiske og funktionelle potentiale fri.

Relanceringen hylder Ditzels vision, hvor design møder følelse, og hvor møbler skaber rum for stille nærvær. Selv i dag udfordrer bænken konventionerne med sin skulpturelle form, menneskelige målestok og levende intention. Bænken er kombineret med et tilstødende bord, som er designet til at komplimentere bænkens vinkler. Sammen danner de et intimt rum, der balancerer funktionalitet med kunstnerisk design.

Om Nanna Ditzel

Nanna Ditzel (1923-2005) er kendt som dansk designs grande dame og var en af de mest visionære og alsidige skikkelser inden for skandinavisk design i det 20. århundrede.
Ditzel blev uddannet dels som møbelsnedker og dels ved Kunstakademiet på Skolen for Møbelkunst under Kaare Klint. Skolet af den funktionalistiske designtradition, hvorfra hun hurtigt udviklede sit helt eget designsprog med rødder i poesi og kunst, og blev kendt for at udfordre normerne med levende farver, dristige former og en umættelig nysgerrighed.
Gennem mere end seks årtier skabte Ditzel værker, der udfordrede de konventionelle designkategorier, men som altid med det menneskelige præg som fællesnævner. Hendes designarv er et symbol på elegance, nytænkning og klare visioner – en vedvarende stemme i den globale designfortælling.

I 1989 blev Ditzel en del af Fredericia Furniture som husdesigner. Et naturligt næste skridt efter det nære og formende samarbejde med Børge Mogensen. Med Thomas Graversen i spidsen førte næste generation af familievirksomheden arven videre og åbnede samtidig op for nye perspektiver. Sammen med Ditzel skabte han banebrydende designs og byggede bro mellem designarven og samtidens kulturelle strømninger.

Læs mere om Nanna Ditzel

Nanna 100 år